Ferier varer som regel ikke evigt, og denne omgang ferie er ingen undtagelse. Og det er vel godt det samme. Selvom det var utrolig dejligt med en uge i solen på Lanzarote, hvor man virkelig fik varmet kroppen igennem, så er det trods alt stadigvæk godt at komme tilbage. Regn og kulde til trods.
Men ja, det var sgu en god ferie, og vi hyggede os, gjorde vi. Målet var afslapning og sol (og lidt øl), og det fik vi. En enkelt oplevelse var der også plads til. Vi prøvede nemlig at dykke – ikke det der snorkelpis, men med ilttank og alting. Det var lidt af en prøvelse at tvinge sig selv ned under vandet, men når først man var dernede og havde vænnet sig til følelsen, så var det fabelagtigt. Næsten så fabelagtigt, at jeg vil overveje at gøre det igen, men jeg ved ikke lige hvor tillokkende vandene omkring Bergen er rent temperaturmæssigt.
Jeg har selvfølgelig taget en masse (åndssvage) billeder, som jeg altid gør, og et par stykker af dem, har jeg lagt ud på min konto på Flickr. Kast et blik på dem eller lad være.
Som sagt, så varer ferier ikke evigt, og min slutter nu. I morgen er det tilbage til den hektiske hverdag, selvom jeg ikke vil blive overrasket, hvis den viser sig fra sin bedre side. Jeg er vel ikke den eneste, der har tænkt sig at holde ferie for tiden…